Kronikken ”Enorme mængder overgrebsmateriale med børn deles på nettet. Det er EU nødt til at bekæmpe” tager udgangspunkt i et forståeligt ønske om at beskytte børn. Men kronikken overser væsentlige dilemmaer og ender med at pege på løsninger, som ikke blot er ineffektive, men også farlige for retssikkerheden og vores digitale frihedsrettigheder.
Problemet med overgrebsmateriale er alvorligt, men beskrivelsen i kronikken bygger på upræcise og generaliserede tal. Når man taler om “enorme” mængder, skelnes der ikke mellem nyt og gammelt materiale, eller mellem reelt ulovligt indhold og billeder i gråzonen, som ikke nødvendigvis er strafbart. Den unøjagtighed skaber et skræmmebillede, der ikke hjælper til at udvikle præcise og virksomme løsninger.
Samtidig overvurderes effekten af teknologiske og lovgivningsmæssige indgreb. Automatiske scanningssystemer kan kun finde allerede kendt materiale, og krav om scanning af private beskeder vil i praksis føre til masseovervågning af helt almindelige borgere. Det kan vi ikke forsvare i et demokratisk retssamfund.
Og netop her bliver diskussionen om aldersverifikation central. Flere politikere og organisationer forsøger at sælge aldersverifikation som en nem løsning, men sandheden er, at aldersverifikation ikke er en god løsning – og det er slet ikke den vej, vi bør gå. Systemer til at bekræfte alder kan nemt omgås af børn, men vil samtidig tvinge alle voksne til at aflevere deres identitet, hver gang de bruger sociale medier, chat-tjenester eller søger indhold online. Det betyder i praksis et massivt overvågningssystem, hvor staten eller private udbydere kan kortlægge borgeres internetvaner på en måde, vi aldrig før har set. Risikoen for datamisbrug og udelukkelse af borgere uden MitID eller tilsvarende legitimation er reel. Man løser derfor ikke problemet – man skaber et nyt og større.
Et yderligere problem ved aldersverifikation er, at det i praksis ofte vil ske gennem apps og systemer, der drives af de store internationale techgiganter. Hvis staten overlader kontrollen til private virksomheder som Apple og Microsoft, betyder det, at borgernes mest intime oplysninger – fra legitimation til digitale adfærdsmønstre – i realiteten placeres i hænderne på nogle få globale koncerner. Dermed rykker vi magten over vores privatliv væk fra demokratisk kontrol og over til selskaber, hvis primære formål er profit, ikke borgernes rettigheder. Erfaringen viser desuden, at disse virksomheder kan ændre vilkår, indsamle data til kommerciel brug og tilmed samarbejde med myndigheder uden reel gennemsigtighed. At indføre aldersverifikation via apps er derfor ikke blot et spørgsmål om børnebeskyttelse – det er et spørgsmål om at undergrave den nationale og individuelle kontrol over privatlivets fred.
Derudover rejser den foreslåede regulering i kronikken betydelige retssikkerhedsmæssige udfordringer. Automatisk overvågning kan give fejlalarmer, som risikerer at mistænkeliggøre uskyldige borgere. Spørgsmålet om, hvem der skal stå for vurderingen af grænsetilfælde, og hvordan man sikrer borgernes retsgarantier, er helt centralt, men forbigås i tavshed. Hertil kommer de internationale aspekter: materiale hostes og distribueres på tværs af jurisdiktioner, hvilket gør det svært at håndhæve EU-krav i praksis.
En anden svaghed i kronikken er, at forebyggelse og oplysning kun spiller en marginal rolle. Når man fokuserer næsten udelukkende på kontrol, aldersfiltre og teknologiske indgreb, mister man af syne, at en bæredygtig strategi også handler om uddannelse, rådgivning og social indsats. At tilbyde behandling og hjælp til personer med problematiske impulser kan være en mere effektiv forebyggelse end en blind tro på filterteknologi. Samtidig kan stærkere digitale dannelsesinitiativer ruste børn og unge til at håndtere netmiljøet på en mere sikker måde.
Hvis vi vil tage udfordringen alvorligt, må vi i stedet fokusere på forebyggelse, rådgivning og uddannelse. Vi skal give hjælp til mennesker med problematiske impulser, styrke digital dannelse og investere i internationalt samarbejde mod kriminelle netværk. At reducere debatten til aldersfiltre og scanningsteknologi er at lukke øjnene for den komplekse virkelighed.
Der er brug for handling, ja – men handlingen må være balanceret, vidensbaseret og respektfuld over for borgernes rettigheder.
Aldersverifikation er ikke vejen frem. Den bør tværtimod afvises som en farlig blindgyde.