I disse dage raser debatten om regeringens planer om at gøre visse former for VPN-brug strafbart. Konkret handler det om at forbyde brugen af VPN til at tilgå udenlandsk tv, streamingtjenester og hjemmesider, som ellers er blokeret i Danmark. Det lyder måske som et teknisk nicheproblem, men i virkeligheden er der tale om et markant indgreb i almindelige danskeres digitale hverdag.
VPN-tjenester bruges i dag af millioner af mennesker – ikke kun til streaming, men til at beskytte privatliv, sikre forbindelser på offentlige netværk og arbejde hjemmefra. Alligevel lægger forslaget op til, at helt almindelige borgere kan blive gjort til lovbrydere, alene fordi de bruger en teknologi, som indtil nu har været fuldt lovlig.
Kriminalisering af almindelig adfærd
Det centrale problem er, at forslaget ikke forbyder VPN som teknologi, men VPN som adfærd – afhængigt af formålet. Dermed bliver det pludselig afgørende, hvad en borger bruger sin sikre internetforbindelse til. Det er både juridisk og teknisk problematisk. Hvordan skal myndighederne kunne afgøre, om en VPN bruges til at arbejde sikkert fra et hotel, beskytte personlige data på et café-wifi – eller til at se en udenlandsk streamingtjeneste?
Der findes ingen realistisk måde at skelne mellem disse scenarier uden massiv overvågning. Forslaget forudsætter derfor enten en kontrol, der er uforenelig med privatlivets fred, eller en symbolsk lov, som i praksis er umulig at håndhæve.
Et demokratisk paradoks
Lovforslaget præsenteres som et værn mod pirateri og ulovligt indhold. Men konsekvensen er, at staten bevæger sig ind på et område, hvor almindelige internetvaner kriminaliseres. Det er et demokratisk paradoks: I forsøget på at beskytte rettigheder og indhold risikerer man at underminere borgernes ret til privatliv og fri brug af digitale værktøjer.
VPN-brug er ikke et kriminelt særkende. Det er en udbredt og anbefalet sikkerhedsforanstaltning, som både virksomheder, offentlige institutioner og private borgere anvender dagligt. Når staten begynder at regulere hvornår og hvordan borgerne må beskytte deres digitale liv, bevæger vi os ud på et skråplan.
Håndhævelse uden svar
Et af de mest bekymrende elementer i forslaget er fraværet af klare svar på håndhævelse. Hvem skal kontrolleres? Hvordan skal det ske? Og hvilke beviser skal der til, før en borger kan straffes? Uden klare svar fremstår forslaget enten som uigennemtænkt eller som et skridt mod øget overvågning af internettrafik – begge dele dybt problematiske.
Fra regulering til kontrol
Selvom forslaget formelt set hævder at være teknologineutralt, er den reelle effekt en øget statslig kontrol med borgernes digitale adfærd. Det er ikke bare en kamp mod piratkopiering, men en politisk beslutning om, hvad borgere må og ikke må gøre online – selv når det sker i private, krypterede forbindelser.
Det er en tilgang, man normalt forbinder med lande, der ikke prioriterer digital frihed højt. Danmark har traditionelt været et foregangsland for tillid, privatliv og ytringsfrihed. Netop derfor bør vi være ekstra varsomme, når lovgivning bevæger sig i den modsatte retning.
Dette lovforslag handler ikke kun om streaming og udenlandsk tv. Det handler om, hvor grænsen går mellem legitim regulering og unødvendig indskrænkning af borgernes digitale frihed. Hvis staten kan kriminalisere brugen af sikre forbindelser baseret på formål, åbner det døren for langt bredere indgreb i fremtiden.
Det er en debat, der fortjener langt større opmærksomhed – før endnu et stykke af vores digitale selvbestemmelse forsvinder stille og roligt.