Når man taler om balancen mellem statens behov for sikkerhed og borgernes ret til privatliv, er PET-loven et skræmmende eksempel på, hvordan vægten kan tippe faretruende skævt. Loven giver efterretningstjenesten adgang til at indsamle og behandle oplysninger om borgere uden krav om konkret mistanke. Det betyder i praksis, at enhver kan blive overvåget alene fordi oplysningerne kan tænkes at være relevante.
Overvågning uden mistanke
Det mest grundlæggende problem er, at loven åbner døren til masseovervågning. Når staten ikke længere behøver en konkret begrundelse for at registrere eller følge borgeres færden, bliver hele befolkningen potentielt sat under lup. Dermed udhules en af de mest centrale retsgarantier: at individet er uskyldigt, indtil andet er bevist.
At overvågning kan ske uden konkret mistanke er ikke bare problematisk – det er et brud på selve princippet om et frit samfund. Masseovervågning uden mistanke burde aldrig være lovligt.
Profilering af uskyldige
Med adgangen til at indsamle store datasæt åbner loven for systematisk profilering. Algoritmer kan gennemtrawle enorme mængder information og skabe mistanker på baggrund af tilfældige mønstre. Resultatet er, at helt almindelige borgere kan blive sat i bås som potentielle trusler, alene fordi deres data “ligner” noget mistænkeligt.
Denne form for digital mistankemaskine skaber en kultur, hvor uskyldige konstant risikerer at blive fejlfortolket og registreret. Det vender retsprincipperne på hovedet: Fra at staten skal bevise en mistanke, bliver det borgeren, der i praksis må bevise sin uskyld.
Uklarhed og manglende gennemsigtighed
Dertil kommer den manglende klarhed om, hvem der egentlig har ansvaret for de enorme datamængder, der indsamles. Flere myndigheder og institutioner kan være involveret, men ansvarsfordelingen er uklar, og borgerne har ingen reel indsigt i, hvordan deres oplysninger bruges. Når ingen klart kan stilles til ansvar, svækkes borgernes retssikkerhed yderligere.
Data der aldrig forsvinder
Selv om der formelt findes regler for sletning, er de så svage, at oplysninger i praksis kan blive liggende i systemerne i årevis. Det betyder, at selv oplysninger uden relevans kan gemmes og måske senere bruges imod borgeren i en helt anden sammenhæng. Privatliv bliver på den måde ikke en rettighed, men en midlertidig tilstand, som staten kan tilsidesætte, når det passer.
En glidebane for demokratiet
PET-loven viser, hvor let hensynet til sikkerhed kan bruges som begrundelse for at udvide statens magt. Når først masseovervågning uden mistanke bliver accepteret, flyttes grænsen for, hvad staten kan tillade sig, skridt for skridt. Dermed risikerer vi at skabe et samfund, hvor frihed er en illusion, og hvor alle borgere må leve med bevidstheden om, at de konstant kan være under overvågning.
Masseovervågning uden konkret mistanke er uforeneligt med et frit og demokratisk samfund. PET-loven har gjort denne praksis lovlig – og dermed sat privatlivets fred på spil. Vi bør ikke acceptere en lov, der behandler alle borgere som potentielle mistænkte. For hvis alt og alle kan overvåges, er det i virkeligheden ingen, der længere er frie.