Når Donald Trump taler om Grønland som et strategisk aktiv, der kan forhandles om, købes eller kontrolleres, afslører det en rå stormagtslogik: små lande reduceres til brikker, suverænitet bliver relativ, og demokratiske hensyn underordnes magt. I det lys er det direkte uansvarligt, hvis Danmark samtidig vælger at gøre sig mere afhængig af amerikansk teknologi gennem AltID og centraliseret aldersverifikation.
Debatten om chatkontrol har allerede vist, hvor langt politiske systemer er villige til at gå i retning af masseovervågning. AltID og aldersverifikation er næste skridt i samme spor. De præsenteres som “praktiske løsninger”, men i virkeligheden er de kontrolinfrastruktur: systemer, der kræver identitetsbekræftelse for at få adgang til information, kommunikation og ytring. Når staten først vænner borgerne til, at alt kræver legitimation, er privat kommunikation ikke længere en rettighed – den er en betinget tilladelse.
Det afgørende problem er, hvem der reelt kommer til at eje og drive denne infrastruktur. I praksis kan Danmark ikke implementere AltID og aldersverifikation uden dyb integration i de platforme, som kontrolleres af amerikanske tech-giganter. Det betyder, at kritiske demokratiske funktioner outsources til virksomheder, der opererer under amerikansk lovgivning og amerikanske politiske interesser. Det er naivt at tro, at disse virksomheder – eller den amerikanske stat – altid vil respektere europæiske værdier, når de kolliderer med egne interesser.
Trumps retorik om Grønland er netop et bevis på, hvorfor denne afhængighed er farlig. Når en amerikansk præsident åbent udfordrer dansk og grønlandsk suverænitet, bør alarmklokkerne ringe. For hvis USA er villig til at lægge politisk pres på et territorielt spørgsmål, hvorfor skulle man så være blind for risikoen ved at overlade digitale identiteter, borgerdata og kommunikationsnøgler til amerikansk dominerede systemer?
AltID og aldersverifikation skaber samtidig en kultur af mistillid. Alle borgere behandles som potentielle overtrædere, der skal kontrolleres, før de må deltage. Resultatet er selvcensur og tavshed. Mennesker holder igen med at udtrykke sig kritisk – især om magthavere og udenrigspolitik – fordi de ved, at deres identitet og aktivitet er registreret. Det er præcis sådan demokratier langsomt udhules: ikke med ét dramatisk indgreb, men med mange “små, nødvendige” tekniske løsninger.
At indføre disse systemer netop nu – mens relationen mellem Danmark og USA er præget af spændinger, og mens Trump-retorikken om Grønland stadig spøger – er politisk kortsigtet. Det sender signalet om, at Danmark er villig til at afgive digital selvbestemmelse, selv når erfaringerne viser, at amerikansk politisk lederskab kan være uforudsigeligt, aggressivt og ligeglad med små staters demokratiske principper.
AltID og aldersverifikation handler derfor ikke kun om børn, sikkerhed eller teknologi. De handler om, hvem der har magten over det digitale rum. I en verden, hvor en amerikansk præsident åbent udfordrer dansk suverænitet i Grønland, bør svaret ikke være mere afhængighed – men mere selvstændighed. Hvis Danmark vil beskytte sit demokrati, bør vejen gå i retning af mindre overvågning, mere privatliv og en klar afstand til stormagters teknologiske og politiske interesser.